USA 4-25 juni 2011

Los Angeles - Las Vegas - Highway 93 - Highway 2 - Vancouver - Highway 1 - Los Angeles

Se alle billederne

Lørdag 4. juni
Fik ikke sovet så meget fredag nat. Oppe kl. 6 og afgang fra Kastrup 12.25 til tiden.  Tog ingen sovepiller, så derfor ingen søvn i flyveren. Var fremme på hotellet i Los Angeles ved 23-tiden.

Hos Alamo biludlejning fik de mig overbevist om at den bil jeg havde bestil var for lille til min lange tur, så de fik mig til at opgradere til en Dodge Journey V6 3,6L (mod en beskedent merpris på 500$).

Søndag 5.  Los Angeles – Las Vegas 560 km
Kunne ikke sove mere end til kl. 6 og fik den sædvanlige kedelige amerikanske morgenmad. Resten af turen nøjes jeg med en kop kaffe til morgenmad.

Kl. 10 var jeg ude i et Outlet (Citadel) og fik købt ind. Jeg var færdig med indkøb og frokost kl. 13 og kørte derefter til Las Vegas i et stræk.

Da jeg havde været et par dage i Vegas sidste år, nøjedes jeg med en lille aftentur på The Strip. Det var stadig lige fantastisk at se hvor vildt overdrevet amerikanerne kan gøre ting. Som f.eks. at bygge en kopi af Eiffel tårnet.

Mandag 6. juni Las Vegas – Death Valley – Beatty 348 km
Vågnede kl. 5 og bestemte mig for at se at komme af sted. Kørte gennem Death Valley til Beatty.

Alle fortæller om hvor varmt det er i Death Valley, men jeg oplevede kun 28 grader. Oppe i 1600 m højde på Dantes Peak var det småkoldt - 16 grader og blæsende - selv om solen skinnede. På vej ud af dalen og lige før Beatty, så jeg en Triumph Rocket III Touring, det vil sige en motorcykel magen til min egen.

Jeg havde forudbestilt værelse på The Atomic Inn, hvilket viste sig at være en fejl. Der lugtede muggent , og virkeligheden svarede ikke til hjemmesiden. Gjorde den fejl at drikke en øl (Sam Adams Boston) ved 17 tiden, så kl.19 kunne jeg ikke holde mig vågen længere.

Sammen med sidste års megen kørsel i ørkenen, har jeg fået nok for denne gang. I morgen går det nord på, så langt som jeg nu orker.

Tirsdag 7. juni – Beatty – Bonneville Race - Twin Falls 956 km
Vågnede kl. 1 og kunne ikke sove. Stod op kl. 3 og var af sted kl. 4. Jeg kørte den første 1½  time i mørke, så stod solen op, først blå, siden orange.

Det var en flot tur gennem dale med bløde/runde bjerge på begge sider. Tankede benzin i Ely og fortsatte til Wendover i Utah, hvor jeg var ude og kikke på den berømte Bonneville Speedway bane, hvor der på saltsletten er sat mange hastighedsrekorder.

Der var ingen løb, og jeg havde det hele for mig selv det første kvarters tid. Så dukkede der 2 andre biler op. Inden da havde jeg lige været en lille tur ude og prøve banen. Men den var stadig fugtig, så jeg kørte hurtigt op på asfalten igen. På vejen tilbage var der en 5 km lang lige strækning og ingen trafik, så sømmet i bund (182 km/t).

Ved vejens ende var der en fin mexicansk cafe, Salt Flats Cafe, hvor jeg fik min frokost (omelet med en vand = 7$). Klokken var ikke mere end 13, så jeg besluttede mig for at fortsætte af Highway 93 et stykke endnu. Det endte med at jeg kørte helt til Twin Falls i Idaho hvor jeg var fremme kl. 16 efter at have kørt gennem 3 stater.

Onsdag 8. juni Twin Falls – North Fork – 462 km

Det var en fantastisk flot tur. Først det lidt flade land med bjergene i baggrunden, senere (fra Sun Valley) var det bjergkørsel. Behagelige veje, ikke hårnålesving som i Frankrig. Turen i bjergene (Salman River Gorge) fik mig dog til at tænke på Frankrig, når turen gik til Gorge de Verdon.

Overnatningen blev på River’s Fork Lodge,  helt nede ved floden. Fantastisk at opleve dette sted efter de kedelige hoteller jeg indtil nu har boet på. Nu følte jeg mig rigtig på ferie ude i naturen.

Bare synd at der kun er ca. 10 grader og det regner konstant. Ellers var jeg blevet der et par dage.

Torsdag 9. juni North Fork – Kalispell 391 km
Efter en rolig nat med flodens baggrundslyde kørte jeg ved 9 tiden mod nord, målet var at nå til Kalispell hvor jeg slutter på highway 93, og kører mod Vancouver af highway 2.

Værten havde oplyst mig om at der var faldet sne i den retning som jeg skulle mod. Det skulle dog være muligt at køre med en 2x4. Det viste sig at der kun var lidt sne/is tilbage på vejen, så ingen problemer med bilen.

Det blev endnu en dag med mest regn og temperaturer mellem 0 og 12 grader. Der er fantastisk smukt i Montana, med alle floderne, søerne og ikke mindst bjergene. Det her bliver jeg ikke træt af lige med det samme.

Var fremme i Kalispell ved 16 tiden, og valgte et af de lokale hoteller i udkanten af byen. De ligner alle hinanden, det er blot et spørgsmål om du skal betale 50$ eller 100$ for stort det samme værelse. Her slap jeg med 50$.

Fredag 10 juni Kalispell – Wilbur 516 km
Endnu en flot tur i bjergene, der fra Spokane gik over i bløde bakker med græsmarker så langt øjet rækker. Fald for Wilbur, fordi den havde et rigtigt motel i et plan og plads til at sidde udenfor under halvtaget og nyde det gode vejr. Dagen har været med solskin og 12-18 grader, så det var en behagelig ændring fra det tidligere dagsregn.

Da jeg gik en tur i byen fotograferede jeg bl.a. et sjovt hus med en ko i plastik i naturlig størrelse udenfor. Der var ingen havenisser, men alt muligt andet tingel-tangel, bl.a. et parkometer. Da jeg lidt senere kom forbi huset igen mødte jeg den dame der ejede huset. Hun havde set mig fotografere, og spurgte ind til hvem jeg var, og hvorfor jeg gik og fotograferede alting i byen.

Derefter inviterede hun mig på en øl i den lokale cafe, hvor hun skulle hen og fejre en 80 års fødselsdag. Her blev jeg præsenteret for fødselsbarnet og alle vennerne. Jeg fik en hyggelig snak med dem, det viste sig at flere af dem havde været i København.

Lørdag 11. juni Wilbur – Vancouver 572 km
Tidligt oppe og af sted kl. 7. Jeg kørte gennem uendelige grønne kornmarker og bløde bakker.

Selskabet i går havde fortalt om den lokale dæmning, som er større end Hoover Dam. Jeg kørte derfor forbi Grand Coulee Dam. Det var et imponerende syn. Igen ingen mennesker, da jeg var der allerede kl. 8 om morgenen. Efter dæmningen bestod landskabet af meget stejle klipper med søer, hvor de morgenfriske lystfiskere var ude i de små både. Da jeg nærmere mig Seattle var jeg inde på et rigtigt Roadhouse og få sen frokost. En såkaldt Rednick Breakfast som jeg kunne spise ca. det halve af, inden jeg var ved at kaste op. Portionerne er meget store i USA :)

Lidt senere kom jeg forbi en butik hvor ejeren selv fremstillede knive. Jeg kunne ikke stå for en smuk grønsagskniv.

Herefter var det så Interstate det sidste stykke vej til Vancouver, hvor jeg var fremme ved 15 tiden på Hotel English Bay. Kvarteret er fyldt med asiater, men det er ikke byens Chinatown, som ligger i den anden ende af byen (øst). Temp. som sædvanlig10-18 grader.

Søndag 12. juni Vancouver
Sov længe, helt til kl. 9, det føltes som en rigtig søndag. Kørte ind til byen for at kikke på et par hattebutikker. Selv om de havde mange hatte, var det ikke muligt at få en Panamahat i min størrelse. Sommeren var lige begyndt, så de normale herrestørrelse var allerede udsolgt. Det er i øvrigt ikke billigt i Canada, i forhold til USA. Du får ikke en hovedret til under 15 $, hvad jeg typisk betalte for den dyreste ret på kortet i USA.

Inde i byen så jeg en Triumph Bonneville, godt at se at jeg ikke er den eneste der kører Triumph mc.

Om eftermiddagen var jeg nede på stranden (English Bay), som kun lå 300m fra hotellet. Da det var søndag og fint solskinsvejr, 22 grader, var der mange folk der nød eftermiddagen på stranden. Der var også et jazzband der underholdt med standard swing. De 4 ungersvende var ikke helt uden evner, faktisk ret gode.

Mandag 13. juni Vancouver
Slappede af i regnvejret, og var inde i 3 forskellige hatteforretninger, uden at kunne finde en panamahat i min størrelse. Alle havde udsolgt, nu da sommeren stod for døren. Der er i øvrigt mange mænd i Vancouver, som går med "rigtig" hat.

Tirsdag 14. juni Vancouver – Hoquiam 533 km
Jeg besluttede mig for ikke at tager over til Vancouver Island, da det stadig regnede.

Jeg havde fået nok af storby for denne gang og sprang derfor Seattle over, i stedet kørte jeg via Port Townsend og en færge ud til halvøen vest for Seattle hvor den store Olympic National Park ligger. Her fik jeg set det første stykke med rigtig sandstrand og Stillehavet, samt kørt en flot tur gennem den store skov.

Da det var ved at blive aften var jeg inde flere steder for at høre om priser på et værelse. Det billigste kostede godt 100$. Så jeg fortsatte frem til kl. 18.30, hvor jeg var kommet til en lille by som hedder Hoquiam, lige før Aberdeen. Her kunne jeg få et værelse på Stoken Motel til 50$. Til gengæld virkede maskinen til kreditkort ikke, så jeg måtte betale kontant ;)

Onsdag 15. juni Hoquiam – Eugine
Startede ved 6 tiden og selv om solen ikke viste sig før efter middag, var det en fin tur. Det er overvældende at se de lange brede strande. Da jeg kom til Florence havde jeg dog brug for at se nogle bjerge igen, så jeg kørte af til venstre af Highway 126 for at finde en hotel. Det skulle jeg nok ikke have gjort, jeg kom til at køre 100 km til Eugene, inden jeg fandt et hotel. Eugene er en større by med ca. 160.000 mennesker, men alligevel var der ingen hoteller ved indfaldsvejen, som der plejer at være. Yrsa - min gps - hjalp mig dog, som altid.

Her oplevede jeg at man kan prutte om prisen på et hotelværelse, også når der er tale om en af de store kæder. Det lykkedes for mig at forhandle prisen ned fra 99$ til 59$ på DaysInn.

På min jagt efter et sted at spise kom jeg forbi en barbershop med et flot vægmaleri som reklame.  I morgen kører jeg så via Interstate 5 til Redwood National Park, det bliv så en omvej på ca. 200 km, i forhold til at jeg have holdt mig på kystvejen. Ja, man lærer så længe man lever.

 
Der var ingen internet i går, og i dag kravler det af sted, jeg kan ikke engang sende en mail på 2 linjer. Nå, før vi fik internet klarede vi os jo udmærket uden kommunikation i flere dage.

Torsdag 16. juni Eugene – Ferndale 567 km
Det blev en fin tur først af Interstate 5 og senere ned til Crescant City ved kysten. Tog en lille omvej og kom gennem en anden Redwood skov. Her fandt jeg også et stille sted ved en flod, hvor jeg slappede af et kvarter i den blå feltstol. Herefter langs kysten til Ferndale, som jeg have  læst om i min bibel ”Road trip USA” af Jamie Jensen. Et lille stykke USA uden de sædvanlige kædebutikker og hoteller blev der lovet. Og der var rigtignok sandt. Jeg havde kik på et pensionat som desværre var lukket (fallit). Bogen anbefalede et andet B&B, Shaw House Inn. En helt fantastisk oplevelse, alle 200$ værd efter de billige kædehoteller. En sjov lille by fra en svunden tid.

Spiste i den lokale saloon, hvor 2 gamle hønisser på guitar og harmonika spillede country. Næsten alle gæsterne var over 65, jeg tror det var sammenkomst for dem der var gået ud af skolen for 50 år siden. Det stod omtalt i et af butiksvinduerne.

Efter middagen kørte jeg en tur til stranden, og fulgte en lille vej videre op i bakkerne. Jeg havde desværre overset et lille skilt med "Dead end". Så det blev 5 km af en meget snoet vej til en gårdsplads, og så retur igen.

Fredag 17. juni Ferndale – Ukiah 325 km
Jeg havde for en gangs skyld ikke travlt med at komme af sted. Ved morgenkaffen sad jeg og snakkede en lille times tid med et ægtepar fra Californien, som var de eneste andre gæster.

Havde glemt at fylde benzin på dagen før, men der skulle være nok til godt 100 km. Jeg tog den meget snoede kystvej 211, og da jeg var kommet halvvejs, var jeg nødt til at vende om, da der ikke var megen benzin tilbage. Yrsa sagde ikke noget om benzin i den retning jeg kørte, så jeg var nødt til at vende om. Der var vist ikke meget mere end en liter tilbage, da jeg endelig nåede frem til en tankstation.

Kørte gennem endnu en National Park med Redwood træer (Humboldt Redwoods State Park – Avenue of the Giants).

Fik mod betaling af 5$ taget det obligatoriske billede af bilen inde i et træ. Fortsatte til Ukiah. Hele dagen efter benzinpåfyldning foregik i bjergene, jeg var åbenbart kommet ind på 101 i stedet for 1 uden at bemærke det.

Da jeg var inde og høre på et SIM kort til data i Ukiah var det en dansker der stod bag disken. Han spurgte om jeg var dansk efter blot 2 sætninger. Så meget for mit skoleengelsk :)

Det var pludselig blevet varmt, 30 grader oppe i bjergene.

Lørdag 18. juni Ukiah – San Francisco 366 km
Kørte ned til Point Arena, og derefter langs havet til San Francisco. Inden jeg kørte til hotellet var jeg inde og købe mig en Borsalino Panamahat i Barkeley Hats. Der er stadig noget hippiekultur tilbage, jeg så f.eks. en cykeldemonstration bestående af ca. 20 nøgne mennesker i alle aldre. Jeg nåede ikke at finde ud af hvad de protesterede imod.

Søndag 19. juni San Francisco
Var inde på bl.a. Union Square og Fishermans Wharf. Byen var fuld af turister på denne Fathers Day. Her i USA har det kørt med reklamer for gaver til far siden jeg ankom til landet for 2 uger siden.

Ude hvor jeg boede stoppede jeg op og kikke på at de lokale spillede baseball. Jeg faldt i snak med en veteran. Der var helt klart noget galt med ham. Han så lidt forhutlet ud, men påstod at have millioner. Have været alt muligt i den amerikanske hær og flåde. Påstod også at han have været i Fremmedlegionen og i Danmark. Kunne sig ”Jeg æælsker dig” og talte i øvrigt 10 andre sprog.

Mandag 20. juni San Francisco


Ville egentlig have været ud til en Triumph forhandler, men jeg orkede det ikke, tog i stedet for ind til byen og fik mig en sejltur på en times tid ud til Golden Gate Bridge og Alkatraz fængslet.

Har lagt mærke til at indbyggerne i SF syntes at have god tid, især i trafikken. Her er ingen stressede buschauffører, helt rolige busser, hvor der er tid til at vente på den sidste passager kommer ombord.

Tirsdag 21. juni San Francisco – Carmel 221 km
Skulle i gemmen hele SF, men der var næsten ingen trafik kl. 7 om morgenen.

Kørte af Highway 1 og fandt mig en lille strand, hvor jeg satte mig i min blå stol en times tid. På stranden var der også en kvinde der samlede sten (og talte med sig selv), samt en fotograf der fotograferede bølgerne.

Ellers en flot men desværre noget diset tur, var fremme i Carmel ved 14 tiden. Var inde og kikke i et par gallerier, faldt for et billede af en russer der hedder Vardan. Kunne desværre ikke finde ham på nettet, prisen var sat ned fra 25.000 til 8.900 $, men jeg modstod fristelsen.

Onsdag 22. juni Carmel – Santa Barbara 398 km
Kom af sted ved 8 tiden, efter jeg havde være inde og få et solidt morgenmåltid på Katys Place. Desværre var det meget tåget da jeg kom til Big Sur, så det så jeg slet ikke.

Kørte i stedet op over skyerne i 330 meters højde. Der skinnede solen, og man så ned på skyerne fra det kloster (New Calmandoli Hermitage), som jeg var oppe og se på i ca. 550 meters højde.

Var inde i Hearst Castle for at tisse og få en burger til frokost Jeg valgte ikke at taget en rundvisning, det virkede meget som en ren turistfælde. I øvrigt hele turens absolut dårligste og dyreste burger.

På vej til Santa Barbara kom jeg forbi et skilt som viste 8 km til Solvang. Når jeg nu var så tæt på, ville jeg lige svinge forbi. Det viste sig (på et banner over vejen) at der havde været kongeligt besøg den 11/6 (Prins Henrik).

Var inde i et hatteforretning, og var lige ved at købe en grå fedora. Desværre havde de den ikke i min størrelse.

I Solvang oplevede jeg i øvrigt turens højeste temperatur, 33 grader.

Ankom til Santa Barbara ved 16 tiden. Var derefter nede på stranden for at finde et sted at spise, det lykkedes efter lidt tid. Desværre lå hotellet 45 minutters gang fra downtown, så jeg nøjedes med den lokale bistro. Byen er halvstor, 90.000 indbyggere. Nød en aftentur på stranden med de store palmer.

Der var ikke mange på stranden, men jeg mødte dog en gravhund som var ude at blive luftet med mor og datter.

Det hele er ikke bare lyserødt, der findes naturligvis også fattige mennesker i de riges paradis.

Torsdag 23. juni Santa Barbara – Los Angeles 209 km
Da jeg ikke skulle køre så langt, kørte jeg først ved 9-tiden. Da jeg havde set nok af kysten kørte jeg ud til en Triump forhandler, blot for at finde ud af at butikken var lukket. jeg skulle have taget mig sammen og gjort det i San Francisco. Nu har jeg været i USA i 3 uger uden at være inde i en mc-butik. Fantastisk !

Derefter ud til det udmærkede hotel Travelodge Hotel at LAX. Det viste sig at det kun lå 900 meter fra hvor bilen skulle afleveres (alle udlejere findes her). Så det var nemt bare at gå tilbage til hotellet, frem for først at skulle have en shuttlebus til lufthavnen, og derefter en anden til hotellet.

Det lykkedes for mig at glemme at aflevere nøglerne til bilen fordi der var lidt forvirring omkring at få stillet tælleren tilbage fra km til miles, men da jeg opdagede det og var på vej tilbage med nøglerne, kom der en venlig kvinde i en bil og spurgte om jeg ikke havde en bilnøgle jeg gerne ville af med. Rigtig flot service.

Fredag 24. juni Los Angeles - København
Fløj med Air Canada hjem kl. 8 via Toronto. Var hjemme i Malmø lørdag til middag, godt træt efter en fantastisk tur.

Jeg håber på at vende tilbage til staterne og køre fra Seattle til New York af highway 2 på et senere tidspunkt.